I 2019 blev udbrændthed klassificeret som en arbejdsrelateret tilstand af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Symptomerne er præget af udmattelse, manglende energi, et stigende negativt forhold til ens erhverv og arbejdsplads og en stærkt nedsat produktivitet. Hvis udbrændthed ikke bliver opdaget tidligt, kan det føre til måneders sygemelding for den syge medarbejder.
Som dansk arbejdsgiver er du forpligtet til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø og at forebygge sygdomme som stress og udbrændthed. Arbejdstilsynets kampagne Forebyg stress indeholder en god vejledning, hvor de blandt andet nævner, at de vigtigste værn mod stress er at: skabe klare arbejdsgange, prioritere arbejdsopgaver og at tilbyde hjælp og støtte.
Skab klare arbejdsgange. Sørg for, at der er klare arbejdsgange,
så det er tydeligt, hvem der laver hvad. Det styrker samarbejdet om
opgaverne og skaber mening i arbejdet.
Prioritér arbejdsopgaverne. Tal jævnligt med dine medarbejdere om,
hvilke arbejdsopgaver de skal løse. Fortæl også om dine forventninger,
og hvad de skal prioritere, når der er travlt. Måske er der opgaver, der kan vente?
Tilbyd hjælp og støtte. Sørg for, at dine medarbejdere ved, hvor de kan få
hjælp til opgaveløsningen. Skal de f.eks. hive fat i dig eller i en af deres kollegaer?
Her kommer fem tips til, hvordan I som arbejdsgivere kan passe godt på jeres medarbejdere, samtidig med at I holder effektiviteten høj i virksomheden.
1) Undgå at overbelaste medarbejderne med urimelige mængder arbejde. For nogle medarbejdere vil det være nemt at sige fra, hvis de føler sig pressede eller overbebyrdede, mens det for andre vil føles som ekstremt uprofessionelt at skulle fortælle, at der er noget, de ikke kan nå. Disse to scenarier skal håndteres på to forskellige måder. Som daglige leder skal man være opmærksom på at lytte til de medarbejdere, der siger, at de ikke kan nå deres opgaver og sørge for at flytte opgaverne til enten andre medarbejdere eller vikarer og freelancere. I det andet scenarie skal en leder derimod være opmærksom på, om en medarbejder udviser nogle af de ovennævnte symptomer på udbrændthed – og derefter træffe de samme foranstaltninger. Det er svært at bemærke den slags ved de medarbejdere, der arbejder remote, så her må en leder være særligt opmærksom på jævnligt at spørge medarbejderne, hvordan de egentlig har det. For de medarbejdere, der føler, at det er uprofessionelt at fortælle den slags, kan det være meget svært at få et ærligt svar.
2) Skab en rummelig virksomhedskultur. Det er ikke alle, der kan lide de samme ting, og det bliver ekstra tydeligt for arbejdsgivere, når de vil arrangere events, fester eller andet, der styrker virksomhedskulturen. Hvis arbejdsstyrken f.eks. primært består af yngre medarbejdere, vil en arbejdsgiver typisk lave firmaarrangementer, der passer til den aldersgruppe. Her kan ældre medarbejdere, eller blot medarbejdere med familie, havne i en lidt klemt situation, fordi de enten skal tvinge sig selv til at deltage, fordi de føler, at de skal eller vælge at blive hjemme og så risikere at falde udenfor det sociale fællesskab. Hvis sådan en situation opstår, vil medarbejderen ofte udvikle negative følelser overfor arbejdsgiveren, de kan få lyst til hurtigt at finde et andet arbejde eller måske endda lægge ekstra hårdt pres på sig selv for at passe ind og følge med. Derfor skal arbejdsgiverne sørge for at ethvert firmaarrangement, og kommunikationen omkring det, er så inkluderende som muligt.
3) Hjælp medarbejderne med deres finansielle trivsel. Lige nu oplever næsten hele verden inflation og unormalt høje leveomkostninger. Særligt økonomiske bekymringer har det med at påvirke koncentrationen på arbejdet, og her er der risiko for en ond spiral. Hvis arbejdsdagen er præget af bekymringer, falder produktiviteten, og tingene begynder at hobe sig op, så det i sidste ende kan udløse udbrændthed eller stress. Arbejdsgiverne kan derfor med fordel tilbyde økonomisk rådgivning som personalegode, så medarbejderne kan få overblik over deres situation og slippe for alt for mange bekymringer.
4) Hjælp medarbejderne med deres fysiske velvære. Medarbejdere , der taler med deres læge om udbrændthed vil ofte blive anbefalet fysisk bevægelse og motion. Vi har også i et tidligere blogindlæg nævnt, at regelmæssig motion både kan lindre stress, forbedre hukommelsen, give bedre søvn og generelt øge humøret. Som arbejdsgiver kan I derfor med fordel tilbyde personalegoder som f.eks. medlemskaber af fitnesscentre, yogacentre eller sportsforeninger.
5) Vær opmærksom på uforudsete personlige kriser. Det er ikke alle, der bryder sig om at tale om deres personlige problemer – og måske slet ikke med deres nærmeste leder. Der er mange, der føler, at det er uprofessionelt at tale om den slags, og de holder deres følelser for sig selv. Ingen skal tvinges til at tale med kollegaer eller ledere, hvis de ikke har lyst. Derfor bør arbejdsgivere også have nogle personalegoder inden for mentalt velvære, så medarbejderne kan få hjælp, hvis de pludselig får ulykker, dødsfald eller andre udfordringer tæt på livet. Det kan f.eks. være muligheden for at booke tid hos en online-psykolog eller fysiske møder med forskellige typer rådgivere.
Opmærksomhed og kommunikation
Nøglen til at få medarbejderne til at yde deres bedste, og samtidig undgå udbrændthed, er opmærksomhed fra ledelsen og god, effektiv kommunikation. En af de bedste måder at kommunikere på er via digitale HR-værktøjer – særligt dem, der også fungerer på mobile enheder. Med en skræddersyet HR-platform til medarbejderkommunikation, fordele og belønninger kan medarbejderne nemt og diskret tilmelde sig de personalegoder, de har brug for. Og de får en døgnåben kommunikationskanal, hvor de nemt kan henvende sig, hvis de har brug for hjælp, uanset om det drejer sig om udbrændthed eller et andet problem.